På uddannelsen præsenteres du for

•  en grundlæggende, kropsligt forankret indføring i det autonome nervesystem ud fra Stephen Porges' Polyvagal teori. En teori som danner en solid base for TIK tilgangen og forståelsen af traumers aftryk i nervesystemet.
  

•  viden om nervesystem og hvordan hjernen og nervesystemet udvikles embryologisk, organiserer sig, fungerer og lagrer hukommelse kortikalt og subkortikalt (bevidst og ubevidst).

• Forskning i fascia og forståelse af bindevævet som både kommunikations- og sansesystem. Samt hvordan tilstande og historier kan holdes i kroppens væv og form (globalt og lokalt).
  

• undervisning og træning i at genkende forskellige tilstande i det autonome nervesystem - i din egen krop og i klientens.
  

• undervisning og træning i at sanse subtile forandringer i krop og stemning, skelne mellem kroppens sprog, mærke steder med mere eller mindre kontakt, invitere til små justeringer, guide bevidsthed ned i kroppen.

• Øvelse i at bebo din krop fuldt.

• undervisning og træning i at fornemme din egen subtile anatomi, dit sansesystem og dine unikke gaver ifht at opfange signaler samt træning i at skelne mellem hvad der er dit og hvad der er klientens.
  

• undervisning i retraume, omsorgstræthed og hvornår og hvornår, du kan videresende klienter, når de har brug for anden støtte, end den tilgangen dækker.
  

• guidance i sansebaseret bevægelsespraksis med Fenjah eller Evaloa til de fleste moduler
  

• mulighed for at arrangere øve-dage nogle weekender, hvor der stilles briks til rådighed og man kan øve sig på hinanden (vil i så fald foregå i NOR: nordic health house i Nordvest.)

Uddannelsen indbefatter ikke undervisning i virksomhedsstart eller regnskab som selvstændig.

Terapi kender de fleste til,  som en form for samtale uden videre inddragelse af kroppen. Men den måde, vi er i livet på, er en direkte konsekvens af den måde, vi er i kroppen på. Traumer skaber hold og kollaps i kroppen, som kan bearbejdes og (over tid) frigives eller heles via kroppen. Som Traumeinformeret Kropsterapeut arbejder vi med respekt for, at klientens krop selv sætter tempoet for vores tid sammen. Vi fremtvinger derfor ikke reaktioner eller sætter processer igang. I stedet bestræber vi os på at danne trygge rammer for en gradvis og naturlig proces, styret af klientens krop og nervesystem. Vi forbinder os med vores egen krop, nervesystem og livsenergi og i mødet samler klientens krop ofte enten ressourcer fra tryg samregulering og forbindelse eller griber chancen for at bearbejde noget. Ofte er det først, når presset og utrygheden ved at skulle præstere som klient slipper, at kroppen kan gøre noget andet end den plejer. På den måde er tilgangen særlig effektiv hos klienter med underreagerende tilstande (frys, fawn, dissociation). Vi har altså som TIK terapeuter ikke en agenda for vores klienters heling.

Vi oplever, at TIK tilgangen skaber fundamental og permanent forandring for klienter, fordi processer kommer fra deres egen krop. Vi går langsommere frem end mange andre tilgange til kroppen og traumer, men effekten er reel, fordi kroppen ofte bedre kan integrere forandringerne efterfølgende. Samtidig er risikoen for både en retraumatisering og sekundær traumer lille.

Som terapeuter er det afgørende, at vi er vores egen historie bevidst, kender vores triggere og at vi kan regulere vores eget nervesystem. At vi lægger fikse-mentaliteten fra os og møder mennesker fra hjertet og uden ambitioner på deres vegne. For at mødet sker der fra, må vi forblive forankret i os selv uden hverken at lade os rive med af eller afgrænse os fra klientens følelser. Vi skal kende vores styrker men også vores begrænsninger. Netop denne del kræver både træning og selvindsigt og uddannelsen er derfor også en indre, terapeutisk rejse for de studerende. Kroppens komplekse historie skal navigeres med ro, dosering, blidhed og en kæmpe respekt. Et trygt, traumeinformeret rum har et neutralt udgangspunkt og er uden intentioner på klientens vegne, men giver plads til hvad, der kan dukke op.

Når vi oplever noget (enten en eller flere gange), som er så overvældende, at vi ikke kan skabe mening af det, må afstøde eller undetrykke dele af os selv, så sætter det aftryk i os fremadrettet. Hvis oplevelsen følges af fornemmelsen af tab af kontrol, og især hvis vi ingen har at dele det med, kan vi udvikle ubevidste mønstre, der holder os fra tryghed og kontakt. De ting sker ofte meget tidligt i livet. De dukker op som reaktioner og adfærd i mere eller mindre uforudsigelige sammenhænge. Hvis vi har lært at verden er utilregnelig og at vi kun må være her, hvis vi tilpasser os i ekstrem grad eller at vi altid må klare os selv, så husker kroppen det. Vi genudspiller de gamle mønstre i nuet, selv når de ikke længere er nødvendige eller finder regulering steder der er skadelige for os selv eller andre.

De her tilstande og mønstre er ubevidste og de bor i kroppen. Vi lever allesammen med dem i forskellig grad. For nogle er det lidt hæmmende og for andre dikterer det, hvordan de lever deres liv og påvirker alle deres relationer. 

Traumer er i virkeligheden bare kroppens indstillng efter den virkelighed, den er opvokset i. En sund tilpasning til et svært miljø. Der var engang sundhed i de reaktionsmønstre, som i dag spænder ben for os.

Et mere neutralt ord end traume er prægning. Vores udfordringer og styrker kan ikke adskilles fuldstændig - der gemmer sig også positive karaktertræk udviklet i mødet med de svære ting, vi har gennemlevet.

De her tilpasninger opstår efter en enkelt oplevelse eller efter længere tids belastning af krop og nervesystem. Ofte i en kombination. Prægningerne påvirker vores alarmberedskab og selve kroppens måde at sanse og kommunikere på.

Hvis vi feks. vokser op i utryghed, fordi det, vi kommer med ikke tages i mod,  vi lukkes ned, vores behov ikke bliver mødt eller vores grænser ikke respekteres, så kan det få konsekvenser for vores adgang til at danne relationer, evne til at restituere og vores selv- og verdenssyn.

Relativ stor tryghed helt tidligt i livet og i mødet med andre mennesker, er det mest forebyggende i forhold til traumer senere i livet. Fordi de svære oplevelser, vi møder som voksne, bliver ofte blot en forankring af tilstande og mønstre, kroppen allerede kender. Oplevelsen af tidlig forbindelse og tryghed gør os med andre ord mere robuste mod livets slag.

Hvilke oplevelser, der tager bolig i vores krop og hvordan de kommer til udtryk, er individuelt. Ordet "traume" bliver utilstrækkeligt til at indfange kompleksiteten af de historier vores krop gemmer på. En voldsom situation kan få vidt forskellig betydning for to mennesker. Det, vi har til fælles er, at når oplevelsen er ovre, er det afgørende for vores videre forløb, at vi genfinder tryghed og får reguleret nervesystemet sammen med mennesker, som vi føler os forbundet med. Hvis ikke det sker, så bliver energien fra oplevelsen i kroppen som en permanent indstilling i det autonome nervesystem men også i vores væv.

Dyr ryster sig og lader kroppen spjætte efter nærdødsoplevelser – de nulstiller deres autonome nervesystem fra en kollaps- eller frystilstand og finder tilbage i flokkens trygge rammer. Det er desværre sjældent vi mennesker på samme måde, giver vores kropslige responser plads og får mulighed for at udtrykke det, der er overgået os. Hvis det var mere accepteret at handle på vores intuition og sanser, ville kroppen holde fast på færre af de svære historier. Der er dog sundhed i alle vores forsvarmekanismer og strategier. De har udfyldt en vigtig funktion. Når vi lærer dem at kende og kan orientere mod tryghed og forbindelse, kan de få lov at slippe taget lidt og andre vaner kan få plads. Nogle som tilbyder os mere frihed og livsglæde.

Alle traumer har til fælles, at de 1. ofte trigges og heles i relation og 2. skal tilgået via kroppen. Derfor er det terapeutiske, kropslige arbejde en stor mulighed for, at omskrive vores krops historie. Vi har heldigvis alle styrker og ressourcer med os. Ellers var vi her slet ikke. På uddannelsen vil du opleve at fokus ofte er på tryghed og forbindelse og det udviklingspotentiale som traumerne gemmer på. Det er nemlig via ressourcerne og i kontakt med vores unikke livskraft, at vi heler og endda kan finde nye styrker i processen.