På uddannelsen præsenteres du for:

• En kropsligt forankret indføring i det autonome nervesystem med afsæt i Stephen Porges’ polyvagalteori – en klinisk stærk forståelsesramme for traumers aftryk i nervesystemet.

• Viden om hjernens og nervesystemets udvikling – fra embryologi til funktion og organisering – samt hvordan hukommelse lagres både kortikalt (bevidst) og subkortikalt (ubevidst).

• Indsigt i fascieforskning og bindevævet som et sansende og kommunikerende system – og hvordan oplevelser og tilstande kan afspejles i kroppens væv og form.

• Træning i at genkende tilstande i det autonome nervesystem – både i din egen krop og hos klienten.

• Træning i at sanse subtile skift i krop og stemning, aflæse kroppens sprog, mærke kontakt og fravær af kontakt samt guide opmærksomhed og bevidsthed ind i kroppen.

• Erfaring med at bebo din krop mere fuldt og nuanceret.

• Træning i at fornemme din egen subtile anatomi og skelne mellem dine egne og klientens signaler.

• Viden om retraumatisering, omsorgstræthed og faglig afgrænsning – herunder hvornår det er relevant at henvise videre.

• Guidet, sansebaseret bevægelsespraksis på de fleste moduler.

• Mulighed for at arrangere øvedage, hvor der stilles briks til rådighed, så I kan træne på hinanden.

Uddannelsen indeholder ikke undervisning i opstart af virksomhed eller økonomi som selvstændig.

Mange forbinder terapi med samtale – ofte uden inddragelse af kroppen. Men den måde, vi er i livet på, hænger tæt sammen med den måde, vi er i kroppen på. Traumer sætter sig som spænding, hold eller kollaps, som over tid kan bearbejdes og forandres gennem kroppen.

Som traumeinformeret kropsterapeut arbejder vi med respekt for, at klientens krop sætter tempoet. Vi fremtvinger ikke reaktioner og igangsætter ikke processer. I stedet skaber vi trygge rammer for en gradvis og naturlig udvikling, styret af kroppens egne ressourcer og nervesystem.

Terapeuten møder klienten fra en reguleret og forankret tilstand. I dette møde kan klientens krop enten begynde at samle ressourcer gennem tryg samregulering eller åbne for bearbejdning. Ofte er det først, når præstationspres og utryghed slipper, at kroppen får mulighed for at reagere anderledes. Derfor er tilgangen særligt virksom ved tilstande som frys, fawn og dissociation. Som TIK-terapeut arbejder vi uden en fast agenda for klientens proces.

TIK-tilgangen skaber ofte dyb og varig forandring, fordi processen tager udgangspunkt i klientens egen krop. Tempoet er langsommere end i mange andre tilgange, men det giver kroppen bedre mulighed for at integrere forandringerne. Samtidig reduceres risikoen for retraumatisering og sekundær traumatisering.

For terapeuten er det afgørende at have kendskab til egen historie, egne triggere og evnen til selvregulering. Vi lægger “fikse”-mentaliteten til side og møder klienten med nærvær, uden at ville noget på deres vegne. Det kræver evnen til at være forankret i sig selv – hverken overinvolveret eller distanceret.

Denne del af arbejdet kræver både træning og selvindsigt, og uddannelsen er derfor også en indre proces. Kroppens kompleksitet mødes med ro, dosering og respekt. Et traumeinformeret rum er grundlæggende åbent og uden agenda – med plads til det, der naturligt opstår.

Et traume opstår, når vi oplever noget, der er så overvældende, at vi ikke kan skabe mening i det eller være i det, som det er. For at kunne være i situationen må vi undertrykke eller afspalte dele af os selv – og det sætter aftryk i kroppen.

Særligt når oplevelsen er forbundet med tab af kontrol og manglende mulighed for at dele eller blive mødt i det, kan der opstå ubevidste mønstre, som begrænser vores oplevelse af tryghed og kontakt. Disse mønstre dannes ofte tidligt i livet og viser sig senere som reaktioner og adfærd i situationer, hvor de ikke længere er nødvendige.

Kroppen husker. Hvis vi har lært, at verden er uforudsigelig, eller at vi kun kan være her ved at tilpasse os ekstremt eller klare os selv, vil det leve videre i vores system. Vi kan komme til at gentage gamle mønstre eller søge regulering på måder, der ikke er støttende – for os selv eller andre.

Disse tilstande er ubevidste og kropsligt forankrede. Vi bærer dem alle i forskellig grad. For nogle er de let begrænsende, for andre er de styrende for liv og relationer.

Traumer kan også forstås som kroppens intelligente tilpasning til de vilkår, den er opvokset i. Det, der i dag spænder ben, har engang været en nødvendig og sund strategi.

Et mere neutralt ord er prægninger. Vores udfordringer og styrker hænger sammen – i det, vi har måttet tilpasse os, ligger ofte også ressourcer og kvaliteter, vi har udviklet undervejs.

Prægninger opstår både efter enkeltstående hændelser og længerevarende belastning – ofte i samspil. De påvirker vores nervesystem, vores måde at sanse på og vores evne til at være i relation.

Hvis vi eksempelvis vokser op i utryghed – hvor vores behov ikke bliver mødt, vores grænser ikke respekteres, eller vi ikke bliver set – kan det påvirke vores evne til at skabe relationer, finde ro og udvikle et stabilt selvbillede.

Tidlig oplevelse af tryghed og forbindelse er den mest beskyttende faktor. Den gør os mere robuste over for livets udfordringer, fordi kroppen har et fundament af regulering og kontakt at vende tilbage til.

Samtidig er det individuelt, hvad der bliver til et traume, og hvordan det kommer til udtryk. Den samme oplevelse kan påvirke mennesker forskelligt. Det afgørende er ofte, om vi efterfølgende får mulighed for at genfinde tryghed og regulere nervesystemet i kontakt med andre.

Hvis ikke, kan oplevelsen “sætte sig” som en vedvarende tilstand i både nervesystem og væv.

I naturen ser vi, hvordan dyr spontant ryster og afreagerer efter overvældende hændelser og derefter vender tilbage til ro og forbindelse. Mennesker får sjældnere mulighed for at give disse kropslige responser plads. Når kroppens impulser undertrykkes, kan oplevelserne blive hængende.

Der er dog sundhed i alle vores strategier. De har haft en funktion. Når vi lærer dem at kende og orienterer os mod tryghed og forbindelse, kan de gradvist løsne sig – og give plads til nye måder at være i livet på.

Traumer har to gennemgående kendetegn:

De aktiveres i relation – og de heles i relation.

Og de må tilgås gennem kroppen.

Det kropslige, terapeutiske arbejde giver mulighed for at omskrive kroppens historie. Gennem kontakt til ressourcer, tryghed og livskraft kan vi ikke blot hele, men også opdage nye sider af os selv.